NYHEDSBREV

September 2019

Hej medlemmer, spillere, NPC’er og interessenter.

Så kommer vi endnu engang med et nyhedsbrev, og det er rigtig vigtigt at I læser det godt igennem, da en del af dette omhandler jeres sikkerhed og de gode rammer for spillet.

Sikkerhed
Vi har vores to tryghedspersoner Christina Bruhn og Carina Tinnesen. Hvis I henvender jer til dem i deres funktion som tryghedspersoner, er det vigtigt, at I benytter deres offgamenavne. Så ved de, at det ikke er rollespil, men et ønske om at tale med dem som tryghedsperson.

Når man befinder sig oppe ved savværket (Ballerupvej 99 p-pladsen) må man under ingen omstændigheder bevæge sig under brændeslisken – uanset om den kører eller ej. Det er et gentaget ønske fra savværkets side, og overholdes det ikke, mister vi i bedste tilfælde retten til at benytte p-pladsen (ja, det er privat grund) og i værste fald kommer nogen grimt til skade.

Medicin og sygdom
Hvis I har en sygdom/lidelse/skavank, der kan skabe problemer eller farlige situationer under foreningens arrangementer, er det vigtigt, at I oplyser bestyrelsen om det. Vi behøver ikke kende til jeres specifikke situation, hvis I ønsker at holde den privat, men vi vil gerne have at I informerer både jeres holdleder samt Diana ’Dice’ Loft som minimum, da vi så kan gribe jer og behandle jer bedst muligt, hvis en akut situation opstår.

Såfremt I har vigtig medicin med i skoven, har vi en forventning om, at I har det med, og I har det på jer. Ydermere beder vi jer om at sy en pink pose, som I bærer medicinen i, så vi hurtigt og effektivt kan hjælpe jer med at få jeres medicin, hvis der er behov for det. Har man ikke sin livsvigtige medicin med i skoven og på sig, beder vi jer om at tage hjem og hente den, eller tage hjem. Vi ønsker ikke at tage ansvar for jeres sygdom og behandling, hvis ikke I tager et medansvar. Vi beder jer også oplyse jeres holdleder og/eller jeres nærmeste venner om medicinen samt dens brug, så de kan hjælpe jer, hvis en akut situation opstår.

Praktisk
Til næste cafeaften vil der blive delt medlemskort ud af Ida Farver og Diana Loft.

Priser: Såfremt man har mistet sit medlemskort, koster et nyt kort 20 kroner, og hvis man har brug for at få printet et nyt skema, koster det 5 kroner. Det kan virke af lidt meget, men kortene er ret dyre, og der bruges pt cirka en blækpatron om måneden på print.

Check in reduceres fremover til en time før briefing og indtil briefing. Ved man, at man ikke kan komme til tiden, bedes man senest fredag sende en mail til bestyrelsen med cirkaankomst. Derefter vil man modtage en bekræftelsesmail samt et tidspunkt hvor en fra bestyrelsen vil være ved hytten og sørge for at tjekke dig ind. Det gør vi, så der ikke skal sidde en fra bestyrelsen ved hytten hele dagen og miste spil. Indtil videre tester vi denne tilgang i to måneder, for at se, om det er en god løsning.

Hvad angår spørgsmål til skemaer, sidder Christina en time før briefing og hjælper med vejledning og opdatering af skemaerne.

Billeder og video: Der er folk i skoven der tager billeder, benytter go-pro kameraer mm. Det forum vi som regel tillader benyttes er Billeder Nordlenet på facebook. Såfremt man har filmet spillere uden at oplyse om det, må det ikke lægges op. Er du derfor en af dem der bærer go pro kamera eller lignende, forventes du at oplyse det til briefingen, så dem der ikke ønsker at blive filmet kan undgå dig i spil. Har du filmet eller taget nærbilleder af nogen, og ønsker du at lægge det op andre steder end Billeder Nordlenet, skal du spørge vedkommende der er blevet filmet eller fotograferet først.

Kamp og klager: Til augustspilgangen var der oplevelser af ekstremt hård kamp med utalte KP oveni. For de kampglade der kan tro vi overdriver, er beskrivelsen ”havde jeg ikke pareret med mit skjold, så havde jeg brækket armen” og ”jeg holdt op med at tælle de slag han tog på arme, ben og torso efter de tyve slag” . Meldingerne kommer flere steder fra, og vi er derfor opmærksomme på det. Såfremt I oplever meget voldsom kamp, beder vi jer trække jer fra kampen i selve øjeblikket, og henvende jer diskret til spilleren når kampen er slut. Såfremt I, eller I i samarbejde med jeres holdleder, kan få snakket med vedkommende om problemet, beder vi jer løse det på denne måned. Kan I ikke det, beder vi jer bede om deres navn og hold, så vi har mulighed for at henvende os til vedkommende, når vi får en skriftlig klage ind. Ofte har vi svært ved at agere på klager, fordi I ikke kan fortælle os hvem vedkommende er.

Fremadrettet vil alle events på facebook (cafeaften, spilgang osv) blive oprettet/genpostet nogle dage før det finder sted, så de er nemmere at finde i facebookfeedet.

Regel og skema:
Meddelelse fra regeludvalget:
Vi er bagud i forhold til hvad vi havde regnet med.
Der er meget fnidder i krogene blandt medlemmerne. Så meget, at det er nået ud til andre foreninger og grene af live-miljøet. Dette er til ekstrem stor frustration for regeludvalget og påvirker lysten til at kæmpe videre.

Vi er bagud grundet udfordringer i privatlivet, folk som har forladt udvalget, manglende mails fra medlemmer, manglende ansvarstagen fra holdledere, manglende overblik over budget, manglende materiale fra forskellige instanser. På trods at disse udfordringer kæmper vi videre og håber på folks forståelse.

Vi har brug for:
Ro. Ro til at knokle, for det gør vi. Mere og mere. Men stop venligst med den ukonstruktive gammelmandsgnavenhed – den gavner ikke noget som helst, og gør os hverken hurtigere, vildere eller bedre.

At der bliver lavet mønt forme eller der bliver skaffet mønter af anden kaliber til det nye system. Hjælp os gerne? Kender i nogen? Noget? Der ikke koster 70.000?

Ovenstående punkter er, hvad der er behov for lige nu og her. (foruden 48 timer i døgnet).

Indtil i går var der 12 punkter. Nu er der to. Resten er uddelegeret som opgaver = vi ligger ikke på den lade side. Vi VED godt at I har ventet i en evighed. Vi VED godt, at I er møg trætte af at høre, at det kommer snart. Men vi håber også I VED, at det prioriteres højt, arbejdes på hårdt, og at det nok skal komme. I går har vi besluttet at droppe den betatesting-periode vi oprindeligt havde planlagt, og i stedet betatester vi direkte i skoven, når det er klar. Det betyder, at vi kommer til at tilrette systemet undervejs, til gengæld for, at I får det tidligere. Så når tiden kommer, beder vi jer om at komme med konstruktiv kritik, så snart I finder fejl/mangler mm.

Bestyrelsen
Da flere bestyrelsesmedlemmer er hårdt ramt af udfordringer i livet (sygdom mm), har vi valgt at gøre brug af vores mulighed for at selvsupplere fra de suppleanter I valgte til sidste generalforsamling.

Ida Asping indtræder derfor i bestyrelsen pr dags dato, for at gøre bestyrelsen stærkere fremadrettet – tag godt imod hende 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *